Det er en glæde at kunne præsentere Anders Kirchheiner som ny idrætsleder til herrelandsholdet i futsal. I første omgang er der indgået en aftale til udgangen 2022, med mulighed for forlængelse af samarbejdet. Anders’ første opgave bliver, sammen med det øvrige trænerteam og holdet, at forsøge at kvalificere det danske herrelandshold til næste års European Deaf Futsal Championships 2022 i Italien, når holdet skal afsted til den kommende EM-kvalifkationsrunde den 3.-5. december 2021 i Grækenland.
– Herrelandsholdet i futsal har i de seneste år ikke været særligt synlige i DDI, blandt andet på grund af manglende aktivitet inden for futsal-området, men også som følge af det større fokus der har været på herrefodboldlandsholdet. Denne udvikling mener jeg ikke står helt i tråd med det store potentiale der ligger gemt i futsallandsholdet. Jeg kommer derfor, som idrætsleder for herrelandsholdet i futsal, til at starte et nyt projekt op, med en klar ambition om at løfte landsholdet til nye højder inden for det sportslige område, udtaler Anders Kirchheiner og fortsætter:
– Søndag den 28. november har jeg min første samling sammen med spillerne og staben omkring landsholdet, hvor jeg vil præsentere dem for mine ambitioner og planer med landsholdet. Der ligger et stort arbejde forude, men jeg tror på holdet og dets motivation for at vi skal lykkedes med de mål vi kommer til at sætte os for.
Dansk Døve-Idrætsforbund byder Anders velkommen som idrætsleder, og vi ser frem til samarbejdet.