Når futsallandsholdet den 10. september kl. 14.45 løber på banen i Albertslund Hallen mod Superliga All Star holdet, venter der dem en sand stjerneparade af tidligere Superliga-spillere.
En af dem, der er udtaget til kampen, er den tidligere FC København, Esbjerg fB og Silkeborg IF-profil Jesper Bech, der tegner sig for 240 Superliga-kampe. Han lagde støvlerne på hylden tilbage i 2016, så midtbanespilleren ser frem til at gense tidligere med- og modspillere, samt at skabe opmærksomhed om Dansk Døve-Idrætsforbund og samle penge ind til futsallandsholdet.
”Hvis jeg ved at snøre indendørsskoene kan bidrage positivt til, at de her drenge får en kæmpe oplevelse til VM i Brasilien til november, så gør jeg det med glæde, og så er jeg lidt spændt på at se, om vi fodboldpensionister kan være med på det niveau endnu,” siger Jesper Bech med et smil og fortsætter: ”Der er jo lidt med fornægtelse i forhold til alderen, så jeg tror, jeg sagtens kan klare alt fysisk udfoldelse stadigvæk, også mod yngre modstandere, og sådan tror jeg, flere af de andre også har det, så vi går ind til kampen med en overnaturlig tro på, at vi vinder.”
Truppen:
1) Jan Hoffmann
7) Kasper Lorentzen
9) Martin Retov
10) Jesper Bech
11) Ebbe Sand
12) Lasse Lauth
15) Mikkel Thygesen
20) Martin Vingaard
21) Danny Olsen
22) Martin Svensson
23) Frederik Krabbe
24) Johan Absalonsen
For at få adgang til kampen skal du i døren overføre et valgfrit beløb til futsallandsholdets indsamling på mobilepay 46598. Det er ikke muligt at reservere billetter, så kom i god tid, hvis du vil være sikker på at få en plads i hallen.
All Star holdets trøjer bliver efter kampen sendt på auktion på Odendo.dk/Doeveidraetten, hvor du allerede nu kan byde på en lang række trøjer fra velkendte profiler fra den danske Superliga, samt kager fra Bodenhoff og såler fra Zoles.
Du kan også støtte futsallandsholdets indsamling på sponsor.me/futsaldeafsportden
Ekstern presse:
Landsholdet består af en blanding af døve og hørehæmmede mænd i alderen 16-35, og dermed er der på holdet både tegnsprogsbrugere og spillere med talesprog som kommunikationsform.
Yderligere information kan fås hos futsalleder Anders på kir@deafsport.dk