Mød DDI’s bestyrelse: Janni Møller Thomsen

I september måned præsenterer vi hver onsdag et bestyrelsesmedlem fra Dansk Døve-Idrætsforbunds nyvalgte hovedbestyrelse. Her får I mulighed for at få et bedre kendskab til de 5 ildsjæle som skal være med til at vise fremtidens retning for vores allesammens DDI.

Janni Møller Thomsen, hovedbestyrelsesmedlem

Jeg hedder Janni Møller Thomsen og er 39 år. Jeg bor på Frederiksberg og har været i Hovedstaden siden 2013. Jeg er født og opvokset i Esbjerg, men boede ti år i Aarhus, hvor jeg føler, jeg blev voksen.

Jeg er journalistuddannet i 2010 og har siden arbejdet med kommercielle aktiviteter og kommunikation i idræt, for EfB, FC Fredericia, København Håndbold og Dansk Firmaidrætsforbund, samt nu hos Lyngby Boldklub – dog blev livet med idrætten afbrudt af en afstikker i Forsvaret, hvor jeg var udsendt til Libanon under FN’s kommando.

Jeg har siddet i Divisionsforeningen Håndbolds bestyrelsen, samt været en del af Women Forum Club Handball. Jeg arbejder derudover for Criipto og i bestyrelsen hos Karl Lund Papir Engros A/S.

Jeg er tosset med sport. Jeg æder langt det meste sport råt, og jeg vil hellere stå i silende regn og se en fodboldkamp live, end jeg vil se en serie på computeren.

Jeg er vokset op med en stærk ishockeykultur i Esbjerg, men fodbold og håndbold er også mit hjerte nært, da jeg efter 7 år med København Håndbold vendte tilbage til fodboldverdenen i sommeren 2020, hvor jeg også nu er ansat hos Lyngby Boldklub

Jeg følger blandt andet også badminton, svømning og roning tæt, og jeg elsker de store slutrunder og mesterskaber, samt de olympiske lege.

Hvad var dit første møde med Dansk Døve-Idrætsforbund?

– Mens jeg var direktør hos København Håndbold, lærte jeg DDI at kende, da det før Corona-pandemien var planen, at der skulle afvikles et EM i Frederiksberg Hallerne, som vi sammen skulle skabe rammerne for, ligesom vi skulle hjælpe med oplæring af de frivillige. Det satte pandemien en stopper for, så vi fik det aldrig afviklet sammen, men den gode relation holdte vi ved lige, og da Joachim så henvendte sig med en bestyrelsespost for det vigtige arbejde, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville forsøge at bidrage til at brede idrætten ud til alle.

Hvad får Dansk Døve-Idrætsforbund med dig som bestyrelsesmedlem?

– Jeg har haft fingrene nede i mulden i både klubber, foreninger og organisationer, så jeg kender mekanismerne og ved, at de beslutninger, der træffes på det strategiske niveau – også skal have en forankring ”på gulvet” – ellers lykkedes det ikke. Jeg har et stærkt fokus på kommunikation – intern og ekstern, kommercielle muligheder og aktiviteter, samt PR og en stærk drift.

Hvad ønsker du at opnå som bestyrelsesmedlem hos DDI?

– Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at alle med et hørehandicap får kendskab til de mange muligheder DDI har for at dyrke idræt, samt at sætte fokus på alt det gode arbejde, der allerede i dag bliver gjort i DDI. Derudover ønsker jeg at være med til at udvikle, løfte og professionalisere DDI.

– Jeg har derudover gang i at bruge tegnsprogs apps m.m. for at kunne de mest basale tegn. Men jeg er ikke så hurtig til at tilegne mig nyt, som jeg var i mine yngre dage.

Del